Nesrin Topkapi

Nesrin Topkapi

Suzzane fortæller:

I 1990 var jeg på dansekursus i Istanbul hos Nesrin Topkapi arrangeret af min danseunderviser Catherine Ruillet. Vi boede på forskellige hoteller i Sultanahmet og kørte i taxa til Nesrin´s danseskole, der lå i Etiler området. Det tog en time hver vej pga. trafikken. Jeg har skrevet om kurset m.m. i bladet Orientalsk Dans i 1990 nr. 1 side 8. Nesrine Topkapi var international kendt og den hidtil mest anerkendte danser i Tyrkiet. Citat fra Dietlinde Karkutlis bog fra Tyskland: ” At opleve Nesrin Topkapi får selv det smukkeste fyrværkeri en sommeraften til at blegne. Nesrin Topkapi er en af de få, der har formået at forene arabiske og  tyrkiske danseelementer, grundbevægelser fra ballet, arabisk musik, græsk tsiftetelli og anatolske sigøjnerrytmer til kunst af høj kvalitet.” Det var en spændende uge med dans ad libitum. Bl.a. oplevede vi en eftermiddag på Maksim Casino – kun for kvinder - med danseoptræden og sangere bl.a. Bülent Ersoy og Ibrahim Tatlises, som var datidens populære sangere. Høje smukke Bûlent Ersoy, som engang havde været en mand, gik lige forbi, der hvor jeg sad, hvor scenen var forlænget med en lang gang ud til midten af det flotte Casino. En duft af Eternity fra Calvin Klein hang i luften længe efter. Jeg var tryllebundet af parfumen, og blev endnu mere fortryllet, da Bülent Ersoy lagde sin mikrofon på gulvet og sang hele Casinoet op med sin fantastiske stemme.  Lidt senere kom jeg til at sidde sammen med en gruppe tyrkiske kvinder fra den højere sociale klasse. Vi havde nogle spændende samtaler omkring deres kultur og værdinormer, som jeg ikke helt forstod.

Nesrin Gökkaya:

Nesrin Gökkaya blev født i 1951 i Akhisar ca. 120 km fra Izmir. Senere fik Nesrin kunstnernavnet Nesrin Topkapi. Nesrin fortæller i et interview: ” En dag tog min mor (Rabia Gökkaya) og jeg en taxa til Menekse for at bade i søen. Min mor sad foran og pillede konstant ved radioen. Pludseligt sagde hun ”stop” til chaufføren. Hun havde fundet noget arabisk dansemusik. Hun åbnede bildøren,  tog skoene af og smed dem på asfalten. Hun begyndte at danse, i takt med musikken vrikkede hun fra side til side. Trafikken stod stille og folk steg ud og betragtede hende. Da mor var færdig med danseopvisningen, takkede og hilste hun på sit publikum. Min mor dansede altid, når hun lavede mad, mens hun syede kostumer og gik fra værelse til værelse. Hun dansede hele tiden”.

Casino blev lukket  pga. børnearbejde

Nesrin Topkapi´s forældre var skuespillere. Under Cairo-Beirut turneringen forelskede moderen Rabia sig i den arabiske musik og begyndte at danse mavedans. Lille Nesrin på 5 år startede på samme tid med ballet undervisning hos Madame Olga. De fik et tilbud fra en bekendt, og Nesrin optrådte derfor på scenen i Adana , hvor hun fik sin første sceneoplevelse i 15 dage i træk. Hun fik syet et mavedanser kostume.  Der blev lavet og hængt plakater op  af hende, hvor der stod, ”Vidunderbarnet Nesrin”.  Men efterfølgende blev Casino`en lukket på grund af forbud mod børnearbejde.

Slem pige

Nesrin vendte tilbage til skolen. Som 15 årige mistede hun sin far. Nesrin Topkapi udtalte i et interview følgende om de svære tider, der fulgte efter faderens død:  ”I  3 måneder spiste vi kun løg og brød. Vi kæmpede for at overleve. Vi flygtede fra folk, der ville tvinge mig til at danse og arbejde i bordeller og lignende steder. Jeg arbejdede som sekretær, gjorde rent på kontorer, arbejdede i billetlugen i teatret, arbejdede med pakning af brandslukker. Men de lod mig aldrig være i fred. En dag dansede jeg til naboens bryllup på Ataköy Strand Gasino.  Jeg fornemmede, at der blandt publikum var nogle, der tænkte ”slem pige” om mig, og jeg blev meget flov.”

Nesrin i London

Nesrin tog til London i 1968. Hun optrådte på en natklub og fik der sit elegante kunstnernavn Topkapi. Chefen sagde til hende : ”Det lyder mere orientalsk ”. Da hun ikke kunne finde nogen syerske til at sy sine kostumer, gjorde hun det selv. Nesrin Topkapi fortæller i et interview: ” I England startede jeg med at synge, inden jeg startede med at optræde med dans. Da jeg vendte til bage til Tyrkiet, kombinerede jeg dansen med sang, og jeg sang endda indiske sange. 

Tilbage til Tyrkiet

Nesrin Topkapi arbejdede 6 år i London. Hun vendte tilbage til Tyrkiet i 1974. Hun gik på scenen i Maksim Casino med en 5 etagers lysestage på hovedet, som lyste med stearinlys, krystaller, perler - i alt 7 kilos glans. Hun imponerede alle med sine danse. Hun dansede til den verdenskendte sangerinde Donna Summers koncert. Hun dansede til et arrangement, der var organiseret til ære for den iranske Shah Riza Pevlevi.

Den første mavedanser i TV

Nesrin Topkapı var den første mavedanser i Tyrkiet, der optrådte med dans i det tyrkiske National TV TRT. Det skete nytårsaften i 1980. Med tørklæde på skuldrene, benene dækket med haremsbukser fremviste Nesrin Topkapi et flot show. Dagene efter talte hele Tyrkiet om hende. De efterfølgende nytårsaftener ventede hele den tyrkiske befolkning spændt på hendes danseoptræden i TV. Ikke kun voksne, men også børn ventede til at komme ind i det nye år med Nesrin Topkapi´s optræden.

Nesrin og kærligheden

I 1972 udløb Nesrins arbejdstilladelsen i England. Nesrin Topkapı indgik et proforma ægteskab med en tjener ved navn Asaf Hüseyin for ikke at blive udvist fra landet. Det samme år blev hun forelsket i sin chef, der var 22 år ældre end hende, han var gift og havde 7 børn. En sommerdag tog de sammen til Tyrkiet. Nesrin Topkapi blev i Tyrkiet, mens elskeren vendte tilbage til London. Mange år efter blev Nesrin Topkapi forelsket igen. Dette forhold varede 14 år og endte på grund af mandens utroskab.

Nesrin i dag. 

Fra 1986 koncentrerede Nesrin sig hovedsageligt om danseundervisning i orientalsk dans.  I 2005 dansede hun til Sibel Cans koncert og samtidigt sang hun sange, som hun selv havde komponeret.  Hun arbejdede som koreograf og underviser i Anadolu Ateşi (Fire of Anatolia) og Ney Dans Topluluğu. I årene 2001-2007 underviste Nesrin på Bilgi Universitetet og lavede 2 danseopvisninger med sine studerende, og derefter sagde hun farvel til scenen. Nesrin Topkapi har siden marts 2008 arbejdet med sin danseundervisning på Dancentrum Dans Platform.

Kilde Seral Cumali – Journalist i Tyrkiet.

En stor tak til Necla Baran for at oversætte informations materiale fra det tyrkiske sprog.

Du kan se dansevideo af Nesrin Topkapi på youtube eller på https://www.facebook.com/nesrintopkapi.fanpage/?fref=ts

Foto er fra Nesrin Topkapi, som jeg fik af hende i 1990. Det øverste foto er med hendes autograf. 

Tanker fra Tyrkiet september 2016

På foto ser du Lise Kofod, Linnea Færch, Irina Matytsina og jeg i en antik butik i Ayvalik Tyrkiet.

Mavedanserkonkurrencen i DK 

Den 9/4 vandt Linnea Færch mavedanserkonkurrencen i Danmark arrangeret af Foreningen Kulturnet. Prisen var en gratis rejse m. ophold v/ Folklorefestivalen i september.  Lise Kofod vandt publikums prisen og et gratis ophold ved Folklorefestivalen. Linnea og Lise skulle derfor deltage i mavedanserkonkurrencen sammen med internationale deltagere i september i Sarimsakli, Tyrkiet.  Irina ville gerne med, og jeg følte bl.a. et ansvar overfor deltagerne, der skulle deltage i konkurrencen i Tyrkiet.

Usikkerhed på rejsen

Fredag nat d. 17/9 rejste Irina, Linnea, Lise og jeg til Tyrkiet for at deltage i den internationale folklorefestival. Jeg havde haft kontakt med et de bosniske kvinder, der også skulle deltage i festivalen med deres sange i sangkoret. Selv om jeg ikke kendte dem, havde de hjulpet mig med at formidle således, at vi ville blive hentet i Edremit lufthavn. Jeg havde en ide om et hotel navn, hvis alt gik galt. Andet vidste vi ikke. Der havde desværre været meget sparsomme informationer fra arrangør i Tyrkiet, selv om jeg havde forsøgt at kommunikere. Så vi tog alle afsted til Tyrkiet med meget få informationer omkring det praktiske.

Lost and not found

Jeg har ikke været i udlandet siden 2010. Jeg havde ikke fået checket for evt. nye regler for væsker i håndbagagen i Sikkerhedskontrollen i DK. Selv om Lise og Linnea hjalp mig meget, måtte jeg give afkald på nogle af mine lækre cremer.  Det er ikke særlig spændende at rejse om natten, når man er træt og får ondt i kroppen, fordi flysædet ikke passer til ens krop, og er umulig at finde hvile i. Lange køer og svært ved at finde rundt i Istanbul lufthavn gør, at man bliver endnu mere træt. Vi sad alle og sukkede efter en seng ved flyafgang 204B i Istanbul lufthavn. Endelig kunne vi gå ombord i et indenrigsfly til Edremit. Da vi var ombord i flyet, opdagede jeg at jeg havde glemt min lille tablet ”Lenovo yoga tab 3 pro” i tablettasken i ventesalen.  Jeg kunne nå at løbe ud i ventesalen og tage min tablet, men det måtte jeg selvfølgelig ikke. Det var som om mine bønner til flypersonalet prellede af. Stewardesserne var irriterede og virkede overlegne. Senere da vi fløj fik jeg besked om, at kontakte afdelingen ”Lost and Found”i  Edremit lufthavn.

I Edremit lufthavn var ”Lost and Found” lukket.  Men pludseligt dukkede en smilende frisk kvinde op, og fortalte at hun også var Lost and Found, blandt de mange andre opgaver, hun havde. Hun gav mig en mailadresse og tlf.nr. til Lost and Found i Istanbul lufthavn.

Festivalen

Vi gik alle ud af lufthavnen spændt på, om vi nu blev hentet. Så skete miraklet. En mand kom i en bil med et skilt med kun Lise` s og mit navn på, der fyldte 4 linjer. Vi blev enige om, at de 4 linjer på skiltet nok betød 4 navne og dermed transport til 4 personer. Da vi meget trætte ankom til Ergin Hotel efter en søvnløs nat, blev vi varmt modtaget af hotellet og arrangør af Festival Besim Biberovic, som bød på brunch.

Det viste sig, at festivalen var aflyst. De internationale deltagere ville ikke deltage på festivalen pga. Tyrkiets situation. Vi var ikke blevet informeret om dette, da man troede at vi ville tage imod en intern fest for os og det bosniske sangkor i Danmark som også var i Tyrkiet. Hvis vi blev, ville vi også blive forkælet med guidede ture i lokalområdet. Vi valgte at tage hjem igen. Vi fik et deltagerbevis, for bl.a. at være de modigste i verden. Og Lise Kofod og Linnea Færch vandt på den måde danse konkurrencen i Tyrkiet anno 2016.

På foto ser du en tyrkisk kvinde fra vores hotel i gang med at ælte dej / rulle dej til brød. 

Brød hedder ekmek på tyrkisk.

Ayvalik distriktet

Inden vi rejste fik vi set lidt af lokalområdet, den vidunderlige strandkyst, søde mennesker og veltilpasse smukke katte omkring.  Sarımsaklı er en by i Ayvalık distriktet i Balıkesir provinsen i Vesttyrkiet. Byens navn betyder "jord med hvidløg" med henvisning til regionens store produktion af hvidløg. Området er også særdeles rigt og selvforsynende med bl.a. oliven og olivenolie, som de har fået priser for.  Ayvalik by som er ca. 6 – 8 km fra Sarimsakli er en meget hyggelig by, som er præget at en fortid med græske indbyggere og en spændende kulturhistorie.

Søndag formiddag underviste jeg det bosniske sangkor i mavedans. Det var super sjovt og hyggeligt. Der var gang i den, og mine fingercymbaler klang højt i hele hotellet, da vi sluttede undervisningen med en fællesdans.

Der er ingen tvivl om, at når der er festival i Sarimsakli, så er det et must at være der. Der er både mulighed for en badeferie, smukke oplevelser i naturen, at opleve området kulturelt og historisk, og at opleve musik, sang og dans med deltagere fra hele verden samlet i Sarimsakli. Der blev absolut på denne rejse skabt gode kontakter og et godt fundament til at kunne kommunikere fremover. Næste år kan vi håbe, at der er ro i Tyrkiet, så jeg kan arrangere ophold i Sarimskali 2017, hvor jeg vil tilbyde 3 timers daglig undervisning i mavedans, og hvor der samtidigt er en International Festival. Der vil også være mulighed for dygtige dansere at tilmelde sig den internationale mavedanser konkurrence.

Foto taget af Lise Kofod

Lost and found

På vejen hjem mødte jeg min veninde fra Lost and Found i Edremit igen. Hun sad ved check ind bagagen, og jeg fik en varm modtagelse.  I Istanbul lufthavn henvendte jeg mig i Lost and Found. Vi var heldige, at der var tid til det.  Her sad en sød tyrkisk kvinde, som vi forsøgte at forklare, at vi ikke havde meget tid til at vente i. ”Wait” sagde hun bare. Tålmodighed er en dyd, og den blev belønnet. Miraklet skete, jeg fik min tablet tilbage…….

Tanker fra Tyrkiet skrevet af Suzzane Sofia Potempa

Forskere tager et kig på ”feel good” fordele – psykisk velvære ved mavedans

Australsk undersøgelse bidrager til den sparsomme litteratur, der er omkring mavedans i forhold til psykisk sundhed og velvære.

Mavedansere har færre hang-ups om deres kroppe. De fleste kvinder, der danser mavedans gør det, fordi det er sjovt, bevægelserne i dansen er interessante og spændende – og ikke fordi de nødvendigvis føler sig mere sexet, mens de danser. Det er konklusionen i en undersøgelse om menneskers kropsopfattelse og sexroller af bl.a. kvinder, der dansede mavedans i deres fritid. Undersøgelsen blev ledet af Marika Tiggemann, Flinders Universitet i Australien. 

Se link nederst på siden.

Kropsbillede er den måde, hvorpå en person opfatter, føler og tænker om hans eller hendes krop, især faktorer vedrørende form og vægt. Tidligere undersøgelser i USA og England har vist, at dansere, der dansede street og moderne dans havde et mere positiv kropsbillede af sig selv end eksotiske dansere. Tiggemann´s forskningsteam ønskede at bidrage med mere viden til den sparsomme litteratur, der er omkring mavedans. Forskerne testede derfor, hvordan mavedansere i denne potentielt seksuelt dragende danseform ser sig selv, og hvad de får ud af at danse mavedans.

Forfatterne rekrutterede 112 mavedansere fra to danseskoler i Adelaide, Australien, sammen med 101 kvinder der studerede og boede på et kollegium, og som aldrig før havde danset mavedans. Alle deltagere i undersøgelsen udfyldte spørgeskemaer, hvor de vurderede deres egen krop, hvordan de tænkte, at andre syntes om deres krop, og om den opmærksomhed de tiltrak hos mænd.

Forskerne fandt, at mavedanserne så deres egen krop i et bedre lys end de kollegiestuderende. De havde en mindre tilbøjelighed til at være utilfredse med, hvordan de så ud. De har også færre negative tanker om sig selv, og tog sig derfor mindre til hjertet om, hvad andre måske tænkte om deres kroppe.

De fleste mavedansere nød danseaktiviteten, fordi det var sjovt, og fordi de udførte spændende bevægelser med deres krop. Tiggemann gav udtryk for, at det understregede det faktum, at mavedans er en kropslig-aktivitet, der giver kvinder en følelse af ejerskab af egen krop. Mavedansen gør det muligt for kvinder at være mentalt og fysisk til stede "i nuet" og til at føle sig veltilpasse med sig selv.

De fleste kvinder gav udtryk for at mavedansen havde en mindre betydning for dem som en form for seksuel aktivitet. Dette understøtter ideen om, at kvinder dyrker denne noget erotisk og seksuelt dragende aktivitet ganske enkelt for sig selv, i stedet for at føle sig mere sexet og mere attraktiv overfor andre. Faktisk var mavedanserne ikke forskellige i forhold til de kollegiestuderende i forskergruppen omkring deres nydelse i form af seksualisering, eller dét at blive opfattet som seksuelle væsener.

"Mavedans er en aktivitet forbundet med et positivt kropsbillede, fordi dem der dyrker mavedans har en tendens til at fokusere mindre på deres udseende, og mere på deres oplevelser, samt hvad de er i stand til at gøre med deres kroppe," slutter Tiggemann. "Det giver kvinder en sjælden, sikker og kreativ mulighed for at udforske og udtrykke deres sensuelle og seksuelle selv."

Reference: Tiggemann, M. et al (2014). Mavedans som en kropslig aktivitet? En test af den kropslige model af positive kropsbilleder, Sex Roller. DOI 10,1007 / s11199-014-0408-2

Link til en artikel 

https://medicalxpress.com/news/2014-09-scientists-feel-good-benefits-belly.html

Foto: Suzzane Sofia Potempa - Fotograf: Stella Dea Jensen

Aida Nour

Aida Nour

Suzzane fortæller:                                                          

”Som ung danser købte jeg mange dansevideo i Ægypten. Det var ikke altid, at videoen var i så god kvalitet eller havde det indhold, som jeg forventede. Sådan var det dengang. En af mine bedste video var med Aida Nour som helt ung danser. Hun var utrolig smuk . Jeg var helt fortryllet af hendes smukke smil og smukke danse, og det er jeg stadig.”

Dansekarriere                                                                   

Aida Nour begyndte allerede sin danse karriere som fjortenårig ved at danse i en gruppe med folkloredanse i sin hjemby Alexandria i Ægypten. Hun fortsatte med at danse i Cairo i Mahmouds Redas dansegruppe. Fordi hun dansede folkloristiske danse, fik hun støtte fra sin familie. Aida Nour var og er den eneste der udøver kunst i sin familie. I 1981 forlod hun Reda dansegruppen, og skiftede genre fra at danse i det folkloristiske ensemble arbejde til at danse som solist med orientalsk dans / mavedans. Dette var ikke kun for at fremme sin karriere, men også for at udvikle sin kærlighed til dans og udforske de udtryksfulde og kommunikative muligheder, som der er i den orientalske danseform. Hun var også tiltrukket af den umiddelbare feedback og kommunikationen med publikum.

Struktur i dansen                                                                   

 Hvis man spørger Aida Nour, om hvordan hun arbejder med sin musik til sine danse, vil man få følgende at vide. Aida har en umiddelbar reaktion på en sang eller et musikstykke, og hvis hun kan lide den eller det, så bliver det brugt. Aida Nour har altid foretrukket at improvisere, når hun har danset orientalsk dans / mavedans på en scene. Men derimod når hun underviser en større gruppe, underviser hun med en koreografi, netop for at kunne strukturere sin undervisning og sit undervisningsmateriale. Her benytter hun sig af sine erfaringer med dansetræning og struktur fra sin tid som folkloredanser, og det har medvirket til, at hun er en god underviser.

Man skal bare danse                                                        

Aida Nour elsker at improvisere. Hun giver klart udtryk for, at hvis en danser har meget god teknik og et godt øre for musik, så skal hun "bare danse." Aida mener, at orientalsk dans handler om en kvinders kvindelighed. Fordi hver kvinde har sine helt egne følelser og fornemmelser, vil hver kvinde have sit eget unikke udtryk. Det skal være et udtryk, der kommer fra hjertet.

Enhver har sin egen stil                                              

Aida er åben og byder ” ikke ægyptere” velkommen til at studere orientalsk dans. Aida har rejst i mange lande verden over for at undervise i dansen fra Ægypten. Hun har gennem mange år oplevet at ikke ægyptiske kvinder fra hele verden udviser stor interesse for at lære dansen og dens kultur. Det er kvinder, der har følelser for dansen og dens musik.  Aida mener, at den ægyptiske dans gør kvinder feminine.  Det bekymrer ikke Aida Nour, at der er forskellige regionale stilarter af orientalsk dans rundt om i verden. Hun mener, at hver danser har og skal have sin egen individuelle stil.

Aida Nour i dag                                                            

Aida Nour har en voksen søn på 35 år.  Hun har været en meget elsket og populær solo danser i mange af Cairos berømte fem- stjernede hoteller og natklubber. Hun har medvirket som danser i 1991 i filmen 'Nesaa' Sa'aleek'. I dag har Aida Nour stadig travlt med at undervise orientalsk dans verden over udover, at hun også designer og fremstiller dansekostumer.

Kilde: Lynette Harris fra Gilded Serpent

Inspiration til at danse med slør

Inspiration til at danse med slør

Det er fantastisk at kunne udtrykke sig med mavedans. Man kan bruge dansens trin og bevægelser.

Man kan også bruge danserekvisitter som f.eks. slør.

Her er et lille danseklip til at inspirere dig. Klik på nedenstående link.

https://youtu.be/_vNz9xfbH8o

Dof Skole for Orientalsk Dans

VerdensKulturCentret

Nørre Alle 7

2200 København N

Tlf 60638403

www.orientalskdans.dk